Anbefalinger: En podcast, en udstilling og en bog

Anbefalinger: En podcast, en udstilling og en bog

Noget af det jeg holder allermest af at bruge tid på er at fornøjelseslæse, lytte til podcast og gå på museum, og jeg elsker at høre om andres oplevelser med disse ting. Jeg satser på, at I derude har det på samme måde som mig, så derfor kommer her tre anbefalinger, som jeg synes, I skal tjekke ud:

Læs: “Vegetaren” af Han Kang
Man får hverken serveret vegetariske opskrifter eller påduttet at leve et kødfrit liv med denne bog. Derimod er det en skønlitterær fortælling med temaer som undertrykkelse, psykisk sygdom, parforhold og familierelationer. Hovedpersonen er en koreansk kvinde, der efter en drøm beslutter sig for at blive vegetar og med tiden bliver mere og mere ekstrem i sin adfærd – til stor frustration for hendes familie, der ingen forståelse har for hendes valg. Jeg har lyttet til bogen som lydbog på Mofibo, som er min nye bedste ven, og jeg kan på det varmeste anbefale et abonnement hos dem.

Se: “The Cleaner” af Marina Abramovic på Louisiana
For nogle uger siden var jeg på et kursus på min gamle højskole, Krogerup Højskole, som ligger lige ved Louisiana, og derfor var jeg selvfølgelig forbi museet nogle gange i løbet af højskoledagene. Udover at Louisiana altid er et besøg værd i sig selv, så gjorde denne udstilling stort indtryk på mig. Faktisk er det nok den vildeste udstilling, jeg nogensinde har set – den er både vanvittigt ubehagelig, tankevækkende og udfordrende. Marina Abramovic bruger sig selv i sine performances, der ofte er meget risikable og grænseoverskridende, og det var nok ubehaget ved det, der gjorde så stort indtryk på mig. Udstillingen er åben indtil d. 22. oktober.

Lyt: “Monocycle with Leandra Medine” af Man Repeller
Jeg ELSKER Leandra Medine for hendes humor og krøllede tankegang, og udover at være enormt morsom og mærkelig i hendes podcast, så taler hun også om nogle virkelig vigtige emner og blotter sine følelser fuldstændigt. Hvert afsnit er kun omkring 10 minutter langt, men hun formår i den grad at komme langt omkring, og hun sætter altid tanker i gang hos mig. Det er nok min alleryndlingspodcast, som jeg har lyttet til siden i vinters, og hvis I ikke kender den, så må I endelig også give den et lyt.

Læs også mine podcastanbefalinger her og her og min sommerlæseliste her.

No Comments
Vis mere