Strik på hjernen

Strik på hjernen

I sommerferien havde jeg planer om at strikke en trøje til mig selv og havde også købt en opskrift, som skulle være til at følge for en begynder som mig. Det skete dog ikke lige, men nu har jeg endelig købt garn, og jeg kan næsten ikke vente med at begrave fingrene i det i efterårsferien. Trøjen skal strikkes på pind 9, så jeg regner med, at det går lynhurtigt, og jeg er nok egentlig så optimistisk omkring det, at jeg næsten kun kan blive skuffet.

Realisme omkring mine begrænsede strikkekundskaber skal dog ikke afholde mig fra at drømme om fremtidige strikkeprojekter, og på det seneste har jeg brugt utallige timer på at scrolle gennem garnwebshops og strikkeprofiler på Instagram. Jeg har tegnet flere trøjer, jeg gerne vil strikke, og jeg har regnet på maskeantal og ind- og udtagninger på halvkiksede strikgamacher, fordi jeg længe har drømt om et par strikkede bukser. Selvfølgelig har jeg også været en tur eller 10 omkring Pinterest, hvor jeg er stødt på alle billederne i dette indlæg, og jeg har lyst til at strikke det hele. Se lige det lilla sæt ovenfor (indsæt selv emoji med hjerteøjne)!!


Jeg gad egentlig rigtig godt tage et strikkekursus og få helt styr på teknikkerne, men da jeg både mangler tid og penge, bliver det altså ikke sådan. Det er jo heller ikke fordi, jeg ikke kan strikke – jeg kan da the basics, og så må resten blive learning by doing.

Er I med på strikkebølgen? Byd endelig ind (også virkelig gerne hvis I har uundværlige tips til en begynder)!

2 Comments
Nynne
2 months siden

Hey Anna! Er du mon kommet i gang med strikkeriet? Jeg er så spændt på at følge processen. Kender virkelig godt dét med at udskyde projektet, fordi man så gerne vil gøre det godt og fejlfrit fra start (det er heller ikke ligefrem billigt med garn!). Jeg har købt opskrift på Mors Popcornsbluse - skal bare liiiiige i gang 🙈🙈🍂

annaosowo
2 months siden

Hej Nynne, hvor er du sød - tak for interessen (og beklager det meget sene svar - der gik lige efterårsferie i den) :) Det går rigtig godt med trøjen. Den ligner efterhånden en crop top, så nu er det ikke så abstrakt et projekt mere. Og hvor er det sejt, at du går i gang med popcornsblusen. Den har jeg også kigget på, så jeg vil meget gerne høre, hvad du synes om den som strikkeprojekt. Måske skal jeg også kaste mig over den i løbet af vinteren?

Vis mere