Karakterræs: Sådan gør jeg oprør

Karakterræs: Sådan gør jeg oprør

Jeg er ikke den store fan af eksamensræset, fordi det meget ofte medfører et voldsomt karakterræs. Ikke fordi jeg ikke er tilfreds med mine karakterer, for det er jeg egentlig som regel, men fordi mine karakterer ikke får lov til bare at være MINE karakterer.

Jeg tog tydeligvis fejl, dengang jeg blev student fra STX og tænkte, at karakterræset endelig var slut. Det var nærmest kun lige begyndt! I løbet af min tid på uni har jeg lært, hvordan alles eksamenskarakterer stadig er allemandseje.

“Hvad fik du?” er det vigtigste eksamensspørgsmål af dem alle, og hvis den nysgerrige spørger en sjælden gang gør sig umage med at lyde høflig, bliver der måske lagt ud med et “hvordan gik det?”, hvortil det eneste rigtige svar selvfølgelig er et tal. Derfor bliver spørgsmålet også med det samme efterfulgt af “men hvad fik du?”, hvis den adspurgte vover at svare et eller andet ligegyldigt og usammenligneligt “det gik fint/okay/godt/blandet/fantastisk/ikke fantastisk”-agtigt. Og hvis personen så er så FRÆK at undvige, så begynder man selvfølgelig bare at gætte løs fra en ende af: “Fik du 12? 10? 7?…”. Det er desværre ikke en overdrivelse.

Fordi jeg selv er så træt af at få det spørgsmål, stiller jeg det af princip ikke til andre. Det betyder ikke, at jeg er ligeglad med, hvordan mine medstuderende klarer sig – det betyder bare, at det for mig ikke er tallet, det kommer an på. Som regel spørger jeg mine veninder på studiet, om de er tilfredse med, hvordan det er gået, for det er dét, der er det væsentlige for mig. Det er jo vidt forskelligt fra person til person og fra fag til fag, hvilken karakter man er tilfreds med, så er det ikke bedøvende ligegyldigt, hvilket tal der er tale om, så længe personen er tilfreds?

Mit princip om ikke selv at stille spørgsmålet er dog desværre ikke helt et tydeligt nok hint til, at jeg ikke stadig får spørgsmålet fra andre, og derfor har jeg tænkt på, hvordan jeg egentlig kan gøre oprør mod det og den konkurrencetilgang, der eksisterer på så mange studier, og som får så mange studerende til at føle, at de ikke præsterer godt nok – netop fordi man ikke kun præsterer for sig selv, men også i høj grad for andres nysgerrighed.

Jeg er kommet frem til, at jeg fremover ganske simpelt ikke fortæller nysgerrige medstuderende, hvilke karakterer jeg får. Det behøver hverken medføre en lang smøre af et svar eller en aggressiv tone – fremover svarer jeg bare noget i retning af: “Jeg holder karakteren for mig selv, men jeg er fint tilfreds med, hvordan det gik”. Forhåbentlig kan det sætte lidt tanker i gang omkring, hvorfor andres karakterer egentlig er så skide vigtige at få at vide.

Oplever I også karakterræset på jeres studier? Og hvad tænker I om min strategi? Lad mig endelig høre om jeres erfaringer i kommentarfeltet herunder!

8 Comments
Astrid
5 months siden

Åh, kender jeg det alt for godt, og jeg er selv så dødtræt af det! Jeg skal snart aflevere mit speciale, og slipper så heldigvis for det efterfølgende. Men det gør en så psykisk træt. Jeg har veninder som mener man ikke bør skrive sin eksamen, hvis man blot går efter at bestå og ikke score 12-taller. Og bliver sure over at få 7. Det er fint nok, men ikke noget jeg bør høre på, da jeg så føler mig mindre værd i deres øjne, hvis jeg ikke får de høje karakterer.  Jeg er selv begyndt ikke at fortælle mine karakterer, og har i lang tid ikke spurgt efter dem. Tallet er ikke betydende for hvem du er som person. Det kan være, du har gjort dit absolut bedste, men som censor fandt en fejl, du aldrig havde set, og slår dig i hovedet for det med et tal. Karakterer har altid været så mærkeligt et koncept for mig. 

annaosowo
5 months siden

Det er selvfølgelig helt fair, at man bliver ked af at få et 7-tal, hvis man havde forventet en højere karakter, men det er netop problematisk, hvis man giver udtryk for, at ingen skal være tilfredse med et 7-tal! Jeg kan godt forstå, du ikke har lyst til at fortælle dine karakterer, hvis du føler, at andre dømmer dig på dem. Tak for din kommentar og rigtig god slutspurt med specialet! :)

Mette
5 months siden

Jeg kører samme strategi og har gjort det siden jeg startede på Uni. Jeg gik ned med stress i 3.g og lærte dengang at jeg har nok i at håndtere mine egne forventninger til mig selv uden også at skulle stå til regnskab overfor andre. Med tiden har jeg blødt lidt op, men der er stadig ingen på mit studie som har det fulde overblik over mine karakterer. Det er så vanvittigt at selv medstuderende du ellers ikke har noget med at gøre føler de er berettigede til at spørge hvad du fik. Og fedt at du også afholder dig fra at stille samme spørgsmål! :)

annaosowo
5 months siden

Hvor er det godt, at du ikke længere står til regnskab over for alle mulige andre (som man netop ofte ikke engang har noget specielt forhold til!). Men puha, hvor trist at du skulle ned med stress. Jeg håber, du er kommet rigtig godt ovenpå igen.

Sofie
5 months siden

Helt enig! Da jeg begyndte på et nyt studie bestemte jeg mig til, at den eneste jeg ville sige mine karaktere til skulle være min kæreste. Dette skyldes at jeg var træt af karakterræset på mit gamle studie. Jeg synes desuden heller ikke, at andre skal bedømme én ud fra et tal, som en underviser og censor har bestemt ud fra 30 min.  Jeg spørger kun folk, om de selv er tilfredse. Dem i min studiegruppe kan jeg også spørge, om de bestod, for at vide om de er færdige eller skal op igen. 

annaosowo
5 months siden

Det er så rart at høre, at andre oplever den samme frustration over det, som jeg gør - selvom det selfølgelig ikke gør frustrationen mindre. Jeg synes det lyder som en rigtig fin løsning bare at fortælle det til dem, man ved ikke dømmer én på tallet, og som ikke bare spørger pga. nysgerrighed, men rent faktisk af interesse for resultatet af ens hårde arbejde.

Ida
5 months siden

Jeg var også overbevist om at karakterræset sluttede på uni, da man så mange gange har hørt: "På uni gælder det jo bare om at bestå!" Men nej, på mit studie handler det langt fra bare om at bestå. Og ja, det giver i høj grad et kæmpe pres og angst, for ikke at føle sig tilstrækkelig, fordi man ikke klarede sig lige så godt, som de andre. Men jeg tror langt hen af vejen, at det i mit eget tilfælde, er mine egne forventinger til mig selv, der er det største  issue.

annaosowo
5 months siden

Jeg kender virkelig godt det med at stille høje krav til sig selv! Men medmindre en kommende arbejdsgiver går vildt meget op i 12-taller, eller man skal bruge et bestemt snit for at læse videre, så er der jo egentlig ikke nogen grund til at presse sig selv så hårdt. Der er så mange andre ting man kan gøre, der er 1000 gange mere spændende og givende end at få topkarakterer, og det tror jeg er vigtigt at huske sig selv på :)

Vis mere