At bo med roomies: 2 spørgsmål, man skal stille sig selv

At bo med roomies: 2 spørgsmål, man skal stille sig selv

I en stor del af min ungdom har jeg boet med roomies – lige fra deleværelser på f.eks. efterskole til delelejlighed i Aarhus og kollegie med fælleskøkken på udveksling. Det har jeg både haft vanvittigt gode og helt uudholdelige oplevelser med, men fælles for alle situationerne er, at jeg ikke på forhånd har kendt nogen af de mennesker, jeg er kommet til at bo med.

Nu er jeg kommet dertil i mit liv, hvor jeg har brug for at have mit helt eget sted, og så håber jeg, at jeg næste gang, jeg flytter sammen med nogen, er privilegeret nok til selv at kunne bestemme, hvem jeg skal dele hjem med.

Jeg er flere gange på det seneste blevet tagget i “roomie søges”-opslag på Facebook af søde og velmenende bekendte, der ved, at jeg er boligsøgende. Og selvom disse opslag ikke er relevante for mig, så er de det for rigtig mange andre mennesker. Derfor har jeg tænkt over, hvordan jeg kan dele ud af min “roomie-erfaring”, som I derude forhåbentlig kan bruge til noget. Her får I to (måske lidt banale, men ikke desto mindre tankevækkende) spørgsmål, I skal stille jer selv, og som jeg også har stillet mig selv for at finde ud af, hvilken boligsituation, der var bedst for mig:

  1. Har jeg lyst til at bo sammen med andre? Med tryk på lyst. Det kræver overskud og rummelighed at dele hjem med nogen, der måske ikke deler ens holdninger til rengøring, støj, besøg og alle mulige mærkelige småting, som kan komme til at fylde alt for meget, hvis man først bliver irriteret på hinanden. Måske synes man egentlig bare, at dét at bo med roomies er en god idé, fordi man på den måde har nogen at dele huslejen med – ikke fordi man er indstillet på at være rummelig og en del af et fællesskab. Hvis man har det sådan, skal man måske lige genoverveje situationen.
  2. Har andre lyst til at bo sammen med mig? Helt ærligt? Man skal være god til at tage hensyn til andre og ikke have mange sære vaner, ellers er man altså ikke sjov at dele hjem med. Hvis man inderst inde godt ved, at man ikke lige får båret skraldeposen længere ud end til ved siden af døren i entréen, eller hvis man skælder ud over krummer på køkkenbordet, så vil ens roomies sandsynligvis ikke synes, man er en drøm at bo med, og så skal man måske overveje noget andet.

For mit vedkommende er svarene: nej og nej. Selvom det kan være det hyggeligste i verden at have nogen at komme hjem til efter en lang dag, så kan det også være det værste i verden, hvis man simpelthen bare ikke kan sammen. Jeg har oplevet at bo sammen med nogen, der ikke tog hensyn, og det har gjort min lunte så kort, at jeg lige nu nok lidt ville komme til at være hende, der skælder ud over andres krummer på køkkenbordet. Derfor har jeg brug for at prøve at have mit helt eget nu.

Men hvad hvis der bare ikke er andre muligheder end at bo med roomies?? Jeg ved jo godt, at boligmarkedet i de større byer er fuldstændig fucked, og medmindre man er så privilegeret at bo i et forældrekøb, så kan det godt være, at roomie-løsningen er ens eneste mulighed – i hvert fald for en stund. Men der findes den løsning, at man skriver sig op hos diverse boligforeninger, holder øje med boligsider på nettet, boligannoncer i aviser, melder sig ind i boliggrupper på Facebook og beder venner og bekendte om at holde øjne og ører åbne – og at man så i øvrigt væbner sig med en GOD portion tålmodighed. Nu, to frustrerende år efter jeg aktivt begyndte at søge efter mit helt eget sted, er jeg begyndt at få boligtilbud, og jeg ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før det bliver mig, der skriver under på en god lejekontrakt.

Hvilke erfaringer har I med at bo med roomies? Og kan I nikke genkendende til den frustrerende boligsøgning? Kommenter gerne herunder!

Ingen kommentarer
Vis mere