Generation Dårligt Selvværd (og en lorteindustri)

Generation Dårligt Selvværd (og en lorteindustri)

Noget, der virkelig ligger mig på sinde, er kropsidealer og hvor trist det er, at så utrolig mange mennesker (og især unge) kæmper med dårligt selvværd pga. idealer for, hvordan man skal se ud, træne, spise og klæde sig.

Overalt ser jeg en tendens til, at man skal ”tabe de fem ekstra kilo” – på forsiden af glitrende magasiner, i reklamer og på Instagram. Jeg ser bekendte slå sig selv oven i hovedet, hvis de kommer til at lade sig friste af et stykke kage eller drikker en latte lavet på letmælk i stedet for minimælk. Og jeg ser tv-programmer, der hylder vægttab og gør dét til et mål i sig selv. Når så mange unge kæmper med dårligt selvværd og spiseforstyrrelser, og en hel industri fortæller os, at vejen til at få det godt med sig selv er ved at tabe sig, så synes jeg virkelig, vi har et problem.

Jeg er ikke læge med speciale i overvægt, så måske tager jeg helt fejl her. Men jeg tror simpelthen ikke på, at ”de fem ekstra kilo” er et problem. Faktisk tror jeg slet ikke på ”de fem ekstra kilo” som en ting, fordi jeg ikke mener, at vi alle sammen skal passe ind i en standardmodel. Jeg tror ikke på, at vi har en Generation XL, der skal tabe sig, som DR1 de seneste 7 uger har fortalt os – men derimod mener jeg, vi har en Generation Dårligt Selvværd, fordi en hel industri sætter lighedstegn mellem det vestlige samfunds skønhedsidealer og det ”rigtige” liv.

Vi bliver målt og vejet, som var vi kabinebagage på et Ryan Air-fly, og hvis vi ikke lige passer ned i kassen med ”idealmål”, så bliver vi dømt overvægtige. Hvorfor skal vi absolut sættes i kasser og forholde os til BMI? Hvorfor er det så vigtigt at passe ind i ”normalen”, og hvorfor skal vi hele tiden stræbe efter at være ligesom andre? Kunne det ikke tænkes, at vi bare ser forskellige ud (ligesom vi har forskellige personligheder), og at det er HELT OKAY? Selvværd gøres til en enormt flygtig ting, hvis det afhænger af udseende og tal, og jeg synes, at vi i stedet skal anerkende, at alle mennesker er noget værd i sig selv.

Jeg synes ikke, BMI er public service. Og jeg ærgrer mig over, at DR valgte at fokusere på børn og unges vægttab og –kategorier, når det væsentlige i virkeligheden var at skabe større livsglæde hos dem. At påstå, at man får et bedre liv af at tabe sig, tror jeg, er med til at skabe et sort/hvidt, destruktivt fitnesssamfund med alvorlige psykiske problemer til følge for (mindst) lige så mange mennesker, som der reelt er mennesker, der lider af alvorlige fysiske problemer pga. overvægt.

Jeg vil ikke træde mennesker over tæerne, fordi de føler et behov for at tabe sig. Men jeg vil hellere end gerne træde og trampe på industrien, der bilder os ind, at det er det eneste rigtige.

Har I set Generation XL? Ellers kan I finde programmet lige her.

6 Comments
Pernille
3 months siden

Jeg kan virkelig godt lide din blog, Anna. Men der må jeg simpelthen sige, at jeg er lodret uenig i dit indlæg. Haha! Jeg har set alle afsnit af Generation XL, og jeg synes, at det har været vildt godt!! Er helt enig med dig i, at samfundet generelt har for meget fokus på "at tabe de ekstra fem kilo", men det synes jeg overhovedet ikke har været programmets fokus. Derimod har fokus været at børnene ikke længere skulle være "svært overvægtige", hvilket vi forhåbentlig kan være enig i, er en ret usund tilstand for kroppen og ens selvværd. Fx er en af deltagerne (Gudmund) ifølge hans BMI stadig overvægtig sidst i programmet, men lægen opfordrer ham ikke til at han skal tabe sig yderligere, da han samtidig har taget på i muskler og er landet på en realistisk vægt, hvor hans sundhed er forbedret markant. Samtidig bliver der lagt stor vægt på børnenes deltagelse i holdsport, da det kan fremme deres sociale liv (og deraf livsglæde).  Så det synes jeg ikke helt stemmer overens med din påstand om, at programmet dikterer "at alle skal tabe de ekstra fem kilo".  Det har i hvert fald slet ikke været min opfattelse af programmet.  Derudover synes jeg også, at det har været utrolig interessant at følge med i programmet i forhold til vaner og livsstil og hvad det har af betydning for fedme. Jeg synes overhovedet ikke, at vi alle skal ligne hinanden, men når børn er overvægtige i en sådan grad, at det er til gene for dem i deres hverdag og for deres livsglæde, så er det altså et problem og ikke et "generaliserende samfundssyn". 

annaosowo
3 months siden

TAK for din kommentar, Pernille! Og fedt at du har et helt andet synspunkt end brokke-mig :D Jeg er selvfølgelig helt enig i, at børn skal have hjælp, hvis de er svært overvægtige og har det dårligt af den grund, men jeg synes, at problemet med dette program var, at børnene netop ikke var "svært overvægtige". I hvert fald blev deres stempel som "overvægtige" ikke begrundet med andet end BMI, og det synes jeg er en mystisk måde at måle (u)sundhed på, når BMI hverken tager højde for forskellige kropsbygninger eller muskelmasse. Her tænker jeg også især på Gudmund, der på trods af at være sund og glad til sidst ALLIGEVEL kan puttes i kategorien "overvægtig". Altså, hvorfor have disse kategorier, hvis man alligevel godt ved, at det ikke stemmer overens med virkeligheden? Og det samme tænkte jeg i starten af forløbet, hvor børnene måske nok var større end deres jævnaldrende, men jeg ville aldrig have tænkt på dem som "svært overvægtige", og jeg synes, det er vigtigt, at der kommer fokus på, at man godt kan se forskellige ud og veje noget forskelligt, uden at man skal putte hinanden i kasser. Hvis man endelig skal have det fokus, tænker jeg, at det ville give meget bedre mening at kigge på fedtprocent, for hvis man kun kigger på BMI, tager man jo heller ikke højde for, at der også findes tyndfede mennesker. Jeg har nok formuleret mig for kludret, for "de fem ekstra kilo" var ikke specielt rettet mod Generation XL, men mere mod den industri og de personer, som netop bruger og anerkender denne jargon. Jeg har jo også syntes, det var sjovt at følge med i børnenes udvikling, og det var fantastisk at se, hvor godt de efterhånden fik det. Jeg synes bare, programmet fokuserede lidt for meget på, at det var selve vægttabet og ikke den generelle psykiske og fysiske sundhed, der var årsag til deres livsglæde. Rigtig god weekend, når du kommer dertil!

Laura
3 months siden

Anna, jeg er altså heller ikke helt enig med dig. Som "sundhedsfaglig" er jeg helt uenig. Hvis man er overvægtig som barn, er der 80% chance for at man også bliver det i sit voksne liv, og det bliver sværere at tabe sig. Det er ikke kun en selv, men også ens fedtceller, der bliver produceret for mange af. Og overvægt medfører en masse sygdomme som fx diabetes, cancer og hjerte-karsygdomme. Derfor er det super vigtigt at have fokus på overvægtige børn. Kald det hvad du vil, men de er nødt til at få hjælp. Derudover er der ingen børn, der selv er skyld i overvægt. Det er kun forældrenes skyld :) så JO, de får et meget bedre liv ved at tabe sig som børn eller guide dem til et sundere liv, da man hjælper dem på lang sigt. Hvordan det skal gøres, kan diskuteres, men det skal gøres! :)

annaosowo
3 months siden

Tak for din kommentar, Laura - det er dejligt med lidt debat! :) Jeg er enig i, at børn selvfølgelig skal have hjælp, hvis de har det dårligt pga. overvægt. Men jeg synes, det er SÅ vigtigt at stille spørgsmålstegn ved, hvad "overvægt"/sundhed egentlig er, og det savnede jeg i høj grad ved dette program, hvor der var så stort fokus på BMI, og hvor børnene pga. af dette tal blev sat i kategorier, der ikke nødvendigvis var retvisende i forhold til deres niveau af (u)sundhed. Når programmet handlede om, at børnene skulle have større livsglæde, synes jeg, det var ærgerligt, at DR valgte at have vægt som omdrejningspunkt (f.eks. titlen på programmet, men også helt bogstaveligt hver gang børnenes kroppe blev vist ved siden af BMI-kurven), fordi den livsglæde, som børnene efterhånden fik, afhang af så meget andet end tallet på vægtskiven. For mig at se kunne DR lige så godt have framet det som "8 timers gaming om dagen gør børn triste", som de kunne have valgt overvægtsframingen. Jeg synes, det er lige så vigtigt at passe på sin psyke som sin fysiske sundhed, og når jeg hører, hvor hårdt mange unge taler til sig selv, fordi de er påvirket af overvægtsframingen i sundheds- og underholdningsindustrien og tager udtryk som "de fem ekstra kilo" til sig, så bliver jeg bekymret for, at flere og flere ender med alvorlige psykiske kampe med ting, der handler mere om udseende og tal end om sundhed. Jeg håber forresten, at det er tydeligt, at jeg på ingen måde mener, at overvægt er børns egen skyld. God weekend!

Karoline
3 months siden

Jeg er helt og aldeles uenig med dig her, Anna. Fedme hos børn er en sygdom og at lade stå til i forhold til disse børn svarer til at vi heller ikke afhjælper hareskår, psoriasis og alle mulige andre sygdomme hos børn, fordi VI har et glorificeret ideal om at forskellighed er atråværdigt. Kropsdyrkelsen i vores kultur er i mange henseender syg, men disse børn skal da ikke lades i stikken i kampen mod den unaturligt trimmede og afmagrede krop. Lad os dog prøve at sigte efter den gyldne middelvej i stedet med alle de variabler den indeholder.

annaosowo
3 months siden

Hej Karoline, mange tak for at du deltager i debatten! :) Jeg håber, at langt de fleste mennesker er enige om, at ingen børn skal lades i stikken, hvis de har det dårligt pga. overvægt. Det, som jeg stejler over, er: 1) retorikken, som programmet gør brug af, f.eks. titlen "Generation XL", der implicit siger, at vi har en hel generation af overvægtige børn, der skal tabe sig. Det er jo ikke tilfældet, at en hel generation er overvægtige, men dermed ikke sagt, at jeg ikke anerkender, at der selvfølgelig ER nogle børn, som er overvægtige, og som skal have hjælp til at få det bedre og undgå eventuelle følgesygdomme. Men en retorik som denne, mener jeg, er med til at skabe farlige idealer. 2) programmets manglende kritiske stillingtagen til, hvad sundhed egentlig er. Her tænker jeg både på brugen af BMI som målestok (det handler også meget om retorik - se evt. mit svar til Pernille) og på programmets egentlig udmærkede pointer om, at børnenes livsglæde skal i fokus - her synes jeg bare, programmet sprang en masse mellemled over ved at sige, at overvægt gør børn triste. Det afhænger helt sikkert af, hvilke briller man ser verden gennem, men jeg synes, det er interessant at tænke over, om disse børn, som er større end deres jævnaldrende, er triste pga. overvægt, eller om de er triste, fordi de bliver mobbet med at være anderledes/fordi de føler sig anderledes, fordi der i vores samfund er en holdning om, at anderledes = skidt. Efter min mening er den gyldne middelvej netop at lære børn, at vi alle sammen er forskellige, men dermed ikke sagt, at man ikke skal hjælpe dem, der er syge eller har særlig risiko for at blive det. Ha' en god weekend!

Vis mere