Victim-blaming: Hvordan reagerer du?

Victim-blaming: Hvordan reagerer du?

Jeg får langt de fleste nyheder fra nyhedsmedier, jeg følger på Facebook, og rigtig ofte læser jeg kommentarer til artiklerne. Det samme har jeg gjort i sagen omkring Sofie Slangerup, der har medført, at der endelig er udsigt til hårdere straffe for digitale sexkrænkelser, og jeg kan kun klappe i hænderne over, at konsekvenserne for ofret endelig bliver taget mere seriøst. Men kommentarerne til artiklerne omkring denne sag gør mig trist, for de viser igen-igen-igen, at der stadig er forfærdelig meget victim-blaming:

”Det viser bare, hvor dumme de piger er”

”Det kan da ikke komme som en overraskelse for hende, at det bliver delt”

”De piger skal lære at tage ansvar for deres eget liv og lade være med at blive filmet”

Dette er bare nogle af de kommentarer, der er kommet i forbindelse med Sofie Slangerup-sagen blandet med klammerter, der ”for sjov” efterspørger et link til den omtalte sexvideo. Heldigvis er der også rigtig mange, der reagerer negativt på netop disse kommentarer, og jeg tror på, at det er den seneste tids fokus på problemet, der gør, at flere bliver bevidste omkring alvoren ved victim-blaming.

Én af modreaktionerne på victim-blaming er jeg dog ikke videre begejstret for: ”Tænk hvis det skete for din egen datter”.

Jeg kan jo godt forstå tankerne bag den kommentar – forhåbentlig vil den give victim-blamerne et nyt perspektiv på sagen. MEN. Er det ikke trist, at vi selv skal have en personlig relation til folk, før vi kan give dem medfølelse? Hvorfor skal kvinden/ofret ”ejes” af en selv, før man kan se sagen fra hendes/vedkommendes side? Sagen om Sofie Slangerup bliver da hverken mere eller mindre forfærdelig af, om man selv kender hende eller ej.

Verden kan ikke hænge sammen, hvis man kun kan forholde sig til dem, man selv lige kender, og man ikke ser ud over ens egen næsetip. Vi skal ikke leve i hver vores lille opsplittende verden bestående af ”dem vi kender” og ”de andre”. Det er netop det, vi også ser, når nogen vil have alle indvandrere sendt ud af landet – undtagen flinke Mustafa henne fra skolen, for han er jo god nok, har man selv oplevet. Kunne det tænkes, at ”de andre” er fuldstændig ligesom ”dem vi kender” – dem har vi tilfældigvis bare ikke mødt (endnu)?

Det er så vigtigt, at vi bliver ved med at reagere på victim-blaming – det er en hel kultur, der skal ændres. Og jeg synes, at vi skal insistere på at forholde os empatisk til andre mennesker, uanset om vi kender dem eller ej.

Ingen kommentarer
Vis mere